fbpx

Med fremkomsten af smartphonen i 2007/08 åbnede der sig en verden af muligheder – også på sundhedsområdet. Vi præsenterer dig her for fire apps der kan gøre din hverdag lidt nemmere og lidt mere tryg. Derudover anbefaler vi også en app der kan redde din nabo – eller en du holder af. 

1-1-2 APP

Skal du kun hente én app anbefaler vi at du henter 1-1-2 appen. Skulle uheldet være ude og du har behov for at tilkalde hjælp gennem 1-1-2, så vil de spørge efter din adresse. Men ved du altid hvor du er? Især hvis du bevæger dig i naturen kan det være svært at oplyse hvor du befinder dig og hvordan ambulance skal finde vej til dig.

Med 1-1-2 appen sender din mobiltelefon din position til alarmcentralen når du ringer til dem. På denne måde kan hjælpen nå hurtigere frem.

Du skal være opmærksom på, at hvis der er under 25% strøm på telefonen vil den ikke sende GPS koordinater. Hvis strømniveauet kommer under 25% stopper appen også med at sende GPS koordinater. 112 appen virker kun i Danmark og appen virker ikke hvis GPS er slået fra. 112 appen kan kun sende GPS-koordinater på steder med dataforbindelse

Når du har hentet appen skal du aktivere den ved at indtaste dit eget nummer og trykke på aktivér. Det er en god idé at åbne appen en gang i mellem da den skal genaktiveres efter opdatering. Hent appen til din telefon ved at trykke på knappen herunder. Hent appen til din respektive telefon ved at trykke på knappen herunder. 

TrygFonden Hjertestart

Hjertestartere redder liv, det er ganske enkelt et faktum. Jo hurtigere man kan få en hjertestarter på personen med hjertestop jo større er overlevelseschancen. Med Hjertestarter appen fra TrygFonden kan du hurtigt og nemt finde den nærmeste hjertestarter.

Du kan se om hjertestarteren er tilgængelig 24 timer i døgnet eller om den bliver lukket inde efter arbejdstid. Du kan læse hvordan du kommer frem til hjertestarteren og se billeder af dens placering. Ved ud hvor den nærmeste hjertestarter er ved din bolig, din arbejdsplads eller din idrætsklub? Find ud af det med hjertestarter appen i dag.

NB: I tilfælde af hjertestop er det vigtigt at du ringer 1-1-2 og påbegynder hjertelungeredning så hurtigt som muligt. Brug ikke tiden på at lede efter en hjertestarter via appen, med mindre der er så mange på stedet, at kontakten til 1-1-2 og hjertelungeredning er igangsat. Du kan hente appen til din respektive telefon med knapperne herunder.  Læs mere om appen her. 

Akuthjælp

Akuthjælp appen hjælper dig med at holde styr på alle de numre som du ikke har styr på i dagligdagen. I akuthjælp app kan du skrive din læge ind så du altid har nummeret ved hånden. Du kan finde nærmeste skadestue, se åbningstider og sågar se ventetid på de respektive skadestuer (ikke alle skadestuer tilbyder dette).

Appen viser også vej til nærmeste apotek og du kan ligeledes finde nummeret på lægevagten og giftlinjen. Har du én gang stået i et sommerhus, i den anden ende af landet, med et sygt barn eller en tilskadekommen der skulle på skadestuen, så burde det ikke være svært at overbevise dig om det praktiske ved appen. Hent appen til din telefon ved at trykke på knappen herunder. 

Medicinhusker

Tager du medicin regelmæssigt? Har du svæt ved at huske at tage medicinen? Medicinhusker hjælper dig med at tage din medicin til tiden.

Når du har oprettet en bruger, kan du tilføje medicin til din medicinliste. Hvis du indtaster et tidspunkt for, hvornår du skal tage medicinen, vil app’en sende dig en påmindelse, når det er tid til at tage medicinen.

Hvis du tager p-piller er der en særlig funktion til dette. Hent medicin husker app til din telefon med knapperne herunder. 

TrygFonden Hjerteløber og Danmark Redder Liv

Forestil dig at en du står med en der er faldet om med hjertestop. Du har ringet 1-1-2 og fået at vide at ambulancen er på vej. Du skal nu i gang med at give hjertelungeredning. Pulsen er høj og adrenalinen kører.

Pludselig står der en fremmede ved siden af dig. Vedkommende har medbragt en hjertestarter. Du er ikke alene. Sammen udfører i hjertelungeredningen indtil ambulancemandskabet kommer frem.

Med hjerteløberordningen kan frivillige melde sig som hjerteløbere. Hjerteløbere alarmeres af 1-1-2 når der er konstateret eller er mistanke om hjertestop. TrygFonden Hjerteløber ordning kører i Region Midt og Region Hovedstaden.

Bor du i Region Sjælland eller i Region Syddanmark skal du tilmelde dig Danmark redder liv. Du skal have et gyldigt førstehjælpsbevis og godkendes som hjerteløber før du kan blive udkaldt. Du kan læse mere om det på https://redderliv.dk

Hent TrygFonden Hjerteløber

Læs om og tilmeld dig Danmark Redder Liv

Kender du en app som vi burde ha’ med på listen? Så fang os på Facebook eller i kontaktformularen her

Tilmeld dig Kenaid Academy - Det er gratis!

Vil du holde din førstehjælp ved lige? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tips, tricks og tilbud i din indbakke. 

Du er nu tilmeldt!